Af Alexander Bendtsen
Franske Léa Todorov debuterer som spillefilmsinstruktør med et biografisk drama sat i start 1900-tallet om den virkelige historiske figur, og det feministiske symbol Maria Montessori (Jasmine Trinca). En fortælling hvor de feministiske tematikker er tydelige og humanistiske beskeder lander effektivt, men desværre ikke gennem særligt spændende dramaturgi eller levende filmsprog.
Maria er færdiguddannet og praktiserende læge i en tid, hvor det stadig er yderst usædvanligt for en kvinde. Ikke nok er hun praktiserende læge, hun driver en institution sammen med lægen Guiseppe (Raffaele Esposito), som tager sig af udviklingshæmmede børn, ved både at undervise og passe på dem. Noget der er uhørt i en tid, hvor udviklingshæmmede – såkaldte “idioter” – bliver anset som en samfundsbyrde, som blot skal gemmes væk.
Todorov sammenkobler kampen mod tidens kvindesyn med kampen for handicappedes rettigheder til et godt og formålsfyldt liv. I processen skildres det ganske effektivt, hvordan Maria både er revolutionær indenfor pædagogik og feminisme. Formidlingen bliver bare sjældent synderligt interessant eller nær.
Trinca gør det udmærket i hovedrollen og spiller sødt sammen med børnene på institutionen, hvor hun bruger den rette balance mellem uddannelse og omsorg i sine interaktioner med dem. Alligevel formår instruktøren og manuskriptet ikke at bygge de helt stærke og rørende forhold mellem Maria og børnene. Det er på trods af at filmen tager sin tid med at dyrke relationerne, og klart har enkelte scener hvor der rent faktisk etableres en del patos. Heriblandt når Marias og børnenes hårde arbejde afspejler sig og det vises at de rykker sig og lærer vigtige ting.
Den feministiske kamp etableres gennem Marias mål og udfordringer. Selvfølgelig gennem hendes stræben efter at gøre en forskel i samfundet gennem sit arbejde, hvilket modarbejdes af tidens magtstrukturer. Men også gennem fortællingen om den søn hun i hemmelighed har sammen med Guiseppe.
De holder på denne hemmelighed fordi barnet er født udenfor ægteskab, og deres ry ville blive ødelagt, hvis det kom frem. Bundet af disse samfundskonventioner er Maria tvunget til at lade sin søn blive opfostret af en anden ude på landet, til trods for at det hun allerhelst vil er at opfostre sin søn selv. Konstant arbejder hun på en løsning der kan genforene hende med sit barn mere permanent.
Problematikken spiller ind i en anden overordnet tematik i filmen; Frygten for at være anderledes. Temaet kommer ligeledes til udtryk gennem filmens klart næststørste rolle, ja næsten delte hovedrolle, Lili d’Alengy (Leïla Bekhti). Hun er en rig berømt kvinde med ansvaret for den lille handicappede pige Tina (Rafaëlle Sonneville-Caby). Et ansvar som Lili har det meget svært ved at stå ved, grundet frygten for at det vil skade hendes glamourøse status i overklassen, hvilket bryder med en underliggende stærk affektion som hun har for Tina.
Lili bliver bindeleddet mellem filmens tematikker, da hun får Tina ind på Marias institution. De feministiske kampe, de handicappedes rettigheder og opgøret med frygten for at være anderledes kulminerer i Marias og Lilis historier der krydser hinanden.
Det lykkes, og pointerne lander, men der er ikke meget at føle på eller blive revet med af undervejs.
Rent dramaturgisk er der da nok som fungerer mellem Maria, Lili og Tina til at etablere noget tilskuerengagement, og de har helt klart deres øjeblikke sammen. Skuespillerpræstationerne og kemien imellem dem bliver dog gennemgående aldrig inderlige og ømme nok til at blive rigtigt rørende. Og når der ikke etableres stærke følelser, bliver den her langsomme fortælling altså bare ofte kedelig.
I forhold til det filmtekniske og æstetiske har Den moderne kvinde også sine øjeblikke, som da Maria holder et brag af en forelæsning på et universitet. Her lyser hun et mørkt lokale op med gløden fra en cigar hun ryger, og triller et lig frem foran de studerende, mens hun holder et brag af en monolog om at tage sagen i egen hånd, selv når omgivelserne modarbejder én.
Gennemgående er filmen dog mere ordinær og banal hvad angår kameraføring, belysning, klipning og lydarbejde, så det samlede indtryk af præsentationen føles meget Gennemsnitlig.
Den moderne kvinde er meget sød og den har helt bestemt momenter og beskeder, der er værd at huske. Som samlet filmoplevelse gør filmen dog ikke nok til at ende andre steder end i middelmådighedens glemmebog.
Kommentarer